Instagram Q&A #1 ?>

Instagram Q&A #1

I denne uge starter jeg noget nyt på min blog! Jeg bad Jer for noget tid siden om at stille mig alle de spørgsmål, I havde lyst til. Det endte heldigvis ud i en masse gode og spændende spørgsmål og i stedet for at svare på dem alle på én gang, vil jeg besvare 4 spørgsmål hver uge.

Nedenfor findes ’Instagram Spørgsmål #1”, der vil indeholde en del hemmeligheder blandet om de ’frygteligt farlige’ kulhydrater, hvordan du godt kan tabe dig uden at tvinge kylling i dig, hvordan du forbrænder kalorier selv når du ikke træner og hvordan ballerne er mænds vigtigste muskelgruppe.

Og nu hvor mange af jeres studier sikkert er startet igen, vil jeg også give jer mulighed for ikke at være tvunget til endnu mere læsning. Derfor har jeg også besvaret spørgsmålene på en video, der er tilknyttet bloggen.

Hvad er din holdning til kost og vedvarende vægttab?
Der er 3 ting, jeg vil fremhæve ift. dette spørgsmål;

Din kost skal være baseret på en god og nærende kost. Du skal spise rene råvarer og ikke for meget forarbejdet mad. På den måde får du de makro- og mikronæringsstoffer, du har brug for. Dette er særligt vigtigt, da din krop skal bruge disse næringsstoffer for at fungere optimalt.
Jeg oplever, at mange undervurderer vigtigheden af disse næringsstoffer og typisk blot fokuserer på at undgå kulhydrat og få nok protein. Men nu skal jeg fortælle jer en lille hemmelighed (som I meget gerne må fortælle videre til alle, I kender)… Kroppen synes faktisk ikke, det er så fedt at lagre kulhydrat som fedt. Det har den nemlig ikke særlig nemt ved 😱 Det er næsten ikke til at tro, men kulhydrater er ikke spor farlige og du kan SAGTENS tabe dig med en kost bestående af kulhydrater. Og nu bliver det endnu vildere; jeg har endda set, at det virker ret effektiv for nogle!
Når dette er sagt, er det korrekt, at kroppen skal have nok protein. Protein er byggestenene for alt i din krop og derfor essentielt. Vi har også brug for fedt, der også er så vigtigt, at det også er essentielt for flere ting som at være en del af cellemembranen i alle kroppens celler samt at transportere fedtopløselige vitaminer rundt i kroppen – disse vitaminer gider nemlig ikke rejse nogle steder uden fedt.
Ovenstående var en kort beskrivelse af det, vi kalder makronæringsstoffer; kulhydrater, protein og fedt. Noget der er vigtigere end mange tror er vores mikronæringsstoffer, vitaminer og mineraler. Disse har jeg skrevet en blog om i forbindelse med kosttilskud, som I kan finde på linket her.
Du skal ikke kun spise efter at få de korrekte makro- og mikronærringsstoffer som beskrevet ovenfor. Du skal også spise nogle ting, som du kan lide og som gør dig glad! Din kost skal indeholde de fødevarer, som du godt kan lide for, at det er en vedvarende plan.
Hvis du HADER kylling og tilføjer det på din plan, fordi du ved, det er en god kilde til protein, hvor stor risiko, tror du så, der er, før du ikke ’overholder’ planen? Jeg tror, den risiko er stor. Og denne risiko kan desværre resultere, at du ikke opnår det resultat, du ønsker og måske endda dropper planen om et vedvarende vægttab. Alt dette blot for et lille stykke kylling.
Så selvom det ikke altid er næringsmæssigt den perfekte mad, du elsker, så synes jeg, at du skal få det tilføjet til din plan, så du kan være glad og leve med det resten af livet.
Du skal være i kalorieunderskud. Punktum. Ligemeget hvordan din plan er, vil du kun tabe dig, hvis du er i et kalorieunderskud. Punktum.
Hvad menes der med kalorier ind vs. kalorier ud?
Kalorier ind er al den energi, du indtager i løbet af en dag. Det er alt den næring, du spiser og drikker. Al den energi kan der ske to ting med; enten bruger din krop i løbet af dagen eller også lagrer din krop den som fedt.
Kalorier ud er al den aktivitet, du laver, der består af flere ting;
Din BMR (Basic Metabolic Rate): Den energi din krop skal bruge på at køre alle sine processer og holde dig i liv
Din NEAT (Non Exercise Activity Thermogenesis): Al den aktivitet, du laver i løbet af dagen, som IKKE er træning. Dette kan være gåture, rengøring, små bevægelser osv.
Din træning, som både skaber forbrænding under og efter træningen.
Det fungerer så ganske simpelt, at hvis dine kalorier ind er lavere end dine kalorier ud, så vil du tabe dig og omvendt er dine kalorier ind større end kalorier ud, vil du tage på.
Hvordan skal ens makrofordeling være for, at man taber sig?
Hvis dit eneste mål er at tabe dig, kan det være ligegyldigt, hvordan din makrofordeling er – så længe du er i et kalorieunderskud.
Vi kan tage et eksempel: Hvis dit ligevægtsindtæg (de kalorier du skal spise for hverken at tage på eller tabe dig) er på 2000kcal og du har en plan med 50% kulhydrat, 20% protein og 30% fedt på 1800 kcal vil du så tabe dig? JA. Du kan også have en plan med 50% fedt, 20% protein og 30% kulhydrat og vil du så også tabe dig her? JA!
Så når vi udelukkende snakker vægttab, er det ligegyldigt hvilken makrofordeling du har. Du skal være i kalorieunderskud.
Hvilken muskel er den vigtigste for en dreng at træne?
Uden tvivl baller. Der er ikke noget mere sexet end en stor lækker mås på en mand. Og lige som en sidste detalje vil jeg pointere, at den ikke skal være total hakket i bund – der skal være noget at tage fat i 😉
Jeg håber, I kunne bruge mine svar. Lad mig endelig vide, hvis I har brug for mere uddybelse, mere nørderi eller hvis I har ris/ros til mig.
Hvis I ser min video vil jeg sætte utrolig meget pris på al den hjælp, jeg kan få ift. redigering og filming. Nok ved jeg meget om kost og er god til at træne baller, men jeg er rimelig ny i filmverdenen og har heller ikke det bedste udstyr.

Vi ses i næste uge 😊

Comments are closed.